Stress og alt det andet

En udviklingsafdeling med 70 ansatte ønskede at sætte mere fokus på, hvordan de kunne komme skadelig stress til livs. Vi havde 2 formøder med arbejdsmiljøudvalget plus drøftelser på mail om, hvad det var de egentlig havde brug for. Da det var højtuddannede mennesker med stor grad af ansvar og kompetencer fandt vi frem til et interventionsdesign, der tilgodeså ledere og medarbejderes evner til innovativ og selvstændig tænkning og handling. Lederne fik ansvar for i deres personlige udviklingssamtaler med medarbejderne at stille skarpt på stressorer i hverdagen. Der blev samlet op på stressorerne i sikkerhedsudvalget, og dette blev brugt til at lave et oplæg for alle, som omhandlede kerne-stressorerne. I ugerne efter var der megen debat om oplægget, og der blev fulgt op med en temadag, hvor dialog-cafe-metoden blev anvendt for at generere kreative løsninger. Indsatsområderne spændte efterfølgende meget bredt fra individuel coaching i arbejdsplanlægning, leder-coaching, organisering af ”work-flows”, aftaler for over-arbejde, mere samarbejde på tværs af afdelinger og faggrupper, flere idé-genererende refleksionsrum. Siden har udviklingsafdelingen skullet effektivisere med ca. 10%, hvilket er blevet gennemført uden afskedigelser.