DirX: Jeg har brug for nogle redskaber !!

En leder på direktør-niveau i en virksomhed med 600 ansatte henvendte sig efter jeg havde arbejdet med en mindre afdeling i koncernen. Jeg havde mødt DirX tidligere ved en rapportering af resultater for den mindre afdeling. Først troede jeg den telefoniske henvendelse drejede sig om den mindre afdeling, men det viste sig efter 5 minutters snakken om den varme grød, at DirX selv havde ”brug for nogle redskaber” til at håndtere situationer, hvor han skulle ”melde klart ud”. Vi aftalte en 2 timers coaching-session, hvor vi kunne komme nærmere på, hvilke redskaber som kunne passe til DirX i de pågældende situationer. I løbet af denne coaching-session skiftede fokus og målene for samtalen mange gange, og jeg blev i tvivl om, hvad DirX egentlig ville have hjælp til? Derefter kom samtalen til at dreje sig om ensomhed, ingen eller kun lidt ledelsesmæssig sparring fra sideordnede og en frygt for at fejle. Vi afsluttede samtalen med en opsummering, hvor DirX var blevet opmærksom på at det var ledelsesmæssige refleksions-rum og udfordringer på det ledelsesmæssige personlige plan, der var brug for. DirX deltog kort tid efter i et længerevarende lederudviklingsforløb. Et års tid senere var det ikke længere kun redskabs-coaching DirX gjorde til genstand for vores coaching-sessioner, men også kompetence-coaching og mere langsigtet udviklings-coaching og strategiudvikling kom på agendaen.