En Centerleder for en virksomhed med 400 ansatte indkaldte udvalgte medlemmer fra arbejdsmiljøorganisationen (AMO) og samarbejdsudvalget (SU) til et møde med mig, for at tage stilling til, om mobning var et problem hos dem eller ej? De havde fået lavet en trivselsundersøgelse, som pegede på, at ca. 8 % af de ansatte havde oplevet mobning indenfor det sidste år, og anså det for et problem. Jeg foreslog at indkalde hele AMO og SU til et en-dags-seminar, hvor det kunne drøftes, om mobning var et problem, hvilken slags mobning der var på spil hos dem, og hvad der kunne og skulle gøres ved det. Der var 35 deltagere på seminaret, og vi havde mange gode, korte dialog-sessions i små grupper, hvor ovenstående spørgsmål blev drøftet. Der kom mange små chok i løbet af denne dag. De fleste ledere troede ikke mobning var et problem, men af de konkrete fortællinger, som blev gengivet denne dag, udsprang mange motiverede ideer til, hvordan der kunne og skulle gøres noget ved problemet. Der blev nedsat en PR-gruppe, en gruppe der skulle arbejde med introduktion af nye medarbejdere, en mobnings-håndterings-strategi blev udfærdiget, og sidst men ikke mindst gik de 35 ud og spurgte til deres kolleger, hvis de havde mistanke om, at mobning eller konflikt var på spil. Over de sidste 2 år har virksomheden mere end halveret deres mobningsfrekvens, så de nu ligger pænt under gennemsnittet for sammenlignelige virksomheder i Danmark.
